Interview med Mikkel Vest Stephansen (faglig koordinator), CKU Vendsyssel (CKUV), Hjørring Kommune.
Ann Charlotte Christophersen (neuropsykolog), IKH Aarhus, Region Midtjylland.

Samarbejde med neuropsykolog understøtter den specialiserede indsats til borgerne

Hvordan sikrer en kommune, at borgere med erhvervet hjerneskade eller senfølger efter hjernerystelse kan modtage en specialiseret indsats, når befolkningsgrundlaget ikke er til at ansætte en neuropsykolog?

Det har CKUV, Hjørring Kommune i samarbejde med IKH fundet svaret på. Gennem en kontrakt, der siden 2019 er blevet indgået for et år af gangen, har CKUV adgang til undervisning, sparring, rådgivning og forløb til borgerne ved neuropsykolog Ann Charlotte Christophersen, IKH.

“Vi ønsker at give borgerne de bedste forudsætninger for at vende tilbage til arbejdsmarkedet og dagliglivet ved at sikre, at de modtager sammenhængende indsatser, der er funderet i specialiseret viden”, fortæller Mikkel Vest Stephansen. Han fortsætter, ”Det er derfor yderst vigtigt, at vi også kan inddrage fagligheden fra en specialist i neuropsykologi”.

Derfor indgik CKUV et samarbejde med IKH, hvor Ann Charlotte Christophersen er tilknyttet som neuropsykolog. Ann Charlotte har endvidere et bagland af andre specialister på IKH, som hun kan trække på. Samarbejdet giver mulighed for sparring, rådgivning, samtaleforløb og undervisning. Ann Charlotte varetager samtaleforløb med nogle af de borgere, der i forvejen er tilknyttet CKUV. Det kan for eksempel være i sager, hvor borgeren har langvarige symptomer efter hjernerystelse. Derudover yder hun sparring på borgersager til personalet på CKUV og til Hjørring Kommunes tværfaglige hjerneskadeteam samt underviser omkring bestemte temaer med efterfølgende drøftelser.

Sammenhængende indsats er afgørende for, at det lykkes

I samarbejdet er begge parter bevidste om, at det er vigtigt, at neuropsykologindsatsen ikke er en isoleret indsats. CKUV tilbyder altid borgerne Ann Charlottes faglighed i sammenhæng med øvrige relevante indsatser. På den måde gør alle det, de er gode til - og til gavn for borgerne, der både modtager en lokal og specialiseret indsats på en og samme tid. Til nogle samtaler sidder der, udover Ann Charlotte, en fagperson fra CKUV med sammen med borgeren. Det vurderes fra sag til sag, hvad, der giver mening i forhold til borgeren og borgerens forløb på CKUV.

Digitaliseringen gør det muligt at trodse  den geografiske afstand

CKUV i Hjørring gjorde sig forskellige overvejelser inden indgåelsen af et samarbejde med IKH Aarhus, blandt andet på grund af distancen, som også har indflydelse på det økonomiske. Selv om samarbejdsaftalen blev indgået, inden corona satte sit aftryk, blev det aftalt, at der skulle anvendes videomøder også til samtaler med borgere. På den måde betaler man for den reelle tid og ikke for en masse transporttid. "Det er en rigtig fin løsning", udtaler Mikkel Vest Stephansen. Da samarbejdet startede op, var det nyt med systematiske videosamtaler, men corona og digitaliseringen på IKH, og i samfundet i øvrigt, har været med til at udbrede og videreudvikle mulighederne for det digitale samarbejde. Mikkel oplever da også, at Ann Charlotte er tæt på via telefon, mail og videomøder. Begge er dog enige om, at de 2-3 fysiske opstartsmøder, man inveresterede i det første år var vigtige, fordi det personlige møde har været med til, at videomøderne fungerer rigtig godt.

Der skal være styr på teknikken

I en opstartsfase skal alle involverede selvfølgelig lige lære teknikken at kende, men teknikken fungerer, og der har været forholdsvist få udfordringer undervejs. Mikkel understreger, at det er vigtigt at tage ansvar for teknikken, da teknikken aldrig må være borgerens hovedpine. Det er derfor CKUV, der sørger for teknikken, så borgerne bare kan sætte sig enten hjemme eller hos CKUV.

Ann Charlotte har mødt høj faglighed og gode rammer i samarbejdet med CKUV. Mikkel tilføjer, at det er et fleksibelt og smidigt samarbejde for alle parter, som fungerer ukompliceret og uden firkantede kontrakter.

Samarbejdet mellem CKUV og IKH har været i stand siden 2019. Der er desuden også samarbejde mellem logopæder ved CKUV og IKH.

Vil du gerne vide mere om muligheden for at indgå samarbejde med IKH?

Kontakt Gerd Hultberg på 2117 9163/ gerd.hultberg@rm.dk.

Gerd Hultberg

Leder Stab og Udvikling

 

Tlf 21 27 91 64
Mail: Gerd.hultberg@rm.dk