Er du involveret i et forløb med et førskolebarn med komplekse vanskeligheder, og har brug for fagligt input til at komme videre, kan du henvende dig direkte til IKHs visitation til tilbuddet Specialrådgivningen for VISO, IKH. Henvisningen af barnet til udredning og rådgivningsforløb sker på vores hjemmeside, og udfyldes i et sikkert elektronisk skema på vores hjemmeside via linket her.

"På IKH har vi en høj gennemstrømning af børn og unge med svære, komplekse og sjældne vanskeligheder. De mange sager fra kommuner over hele landet giver os mulighed for at fastholde et højt kompetenceniveau, som omsættes i ofte meget individuelle forløb.

Vores specialister har særlig viden og praksiserfaring med mange målgrupper på det specialiserede børneområde. Specialisternes relationelle kompetencer gør det muligt for dem at omsætte højt specialiseret viden i det direkte samarbejde med forældre i krise og med fagpersoner, som gennem længere tid har oplevet et barn i mistrivsel," fortæller afdelingsleder Bodil Kloborg.

Tilbuddet er landsdækkende og alle kommuner kan henvende sig til vores visitation med et barn i målgruppen. Alle ydelser i sagsforløbet er fuldfinansierede og aktiviteterne gennemføres i barnets miljø i tæt samarbejde med barnets forældre og de fagpersoner, som indgår i indsatsen omkring barnet. Udredning, rådgivning og generelle anbefalinger til indsatsen fremlægges skriftligt og mundtligt ved møder med barnets forældre og netværk.

Specialrådgivningen for VISO, IKH, samarbejder med kommuner over hele landet om komplekse sagsforløb på børnehandicapområdet. Læs mere om vores tilbud til førskolebørn med komplekse vanskeligheder her