Julen 2020 vil for nogen blive den kedelige jul, hvor vi ikke kommer til at se alle vores nære og kære, danse om juletræet og synge sammen. For andre vil det opleves som en lettelse ikke at skulle så meget - og undgå den ikke altid lige skønne sang juleaften. For særlige børn kan julen være en udfordring uanset verdensomspændende pandemier. I det nedenstående kan du læse vores hjemmestræningsteams bedst råd til jer, der har et særligt barn

Vores ni bedste råd til en dejlig jul for særlige børn

Det er ganske vist - om lidt er det jul. Den dejlige jul, som byder på hygge med familien, dejlig mad og masser af fritid – og for dit særlige barn; på overvældende mange mennesker, fravær af rutiner, sammenbrud af al orden og en ganske ubehagelig overflod af lyde, lugte og visuelle forstyrrelser!  I CAA og Specialrådgivningen er vi tæt på, når alle vores skønne og særlige familier holder jul med hinanden. Herunder har vi samlet vores og deres bedste tips til en dejlig – eller i hvert fald tålelig – jul for alle J

December

Julemåneden kan være et langt og kaotisk jule-maraton for familier og børn med særlige behov. Vuggestuen, børnehaven, skolen, fritidshjemmet, naboen og tante Oda – alle mener de, at netop deres julearrangement er det vigtigste. Tro dem ikke – dit særlige barn og dit eget julehumør er det vigtigste. Vælg ud hvilke arrangementer du vil komme til, de fleste kan rumme et kærligt ’nej tak’. Planlæg de få arrangementer I vælger - grundigt. Et menneskefyldt juleværkested i børnehaven, hvor man må ”lave lige hvad man vil” kan være et sandt autismemareridt. Ingen struktur, for mange mennesker og en afgrund af frie valg er ikke nødvendigvis særlig jule-hyggeligt for dit særlige barn. Lav en plan, vær konkret. Og realistisk. Måske skal planen være, at I ankommer, spiser én æbleskive, klipper ét hjerte eller én snemand (medbring evt. materialer hjemmefra, så I kan finde det I skal bruge og ikke skal rundt og spørge og lede!) snup en kop saftevand og skynd jer afsted. Klap jer selv på skulderen for det I gør, der er altid point for at prøve – uanset hvordan det går! Husk at lave aftalerne derhjemme i fred og ro. Skriv eller tegn jeres plan afhængigt af dit barns funktionsniveau og medbring den for at mindre jer selv om planen. Hvis jeres barn kan og vil mere på dagen er det skønt, planen er et sikkerhedsnet – ikke en spændetrøje. Men gør den visuel og flytbar – for ingen kan tænke i støj – og mundtlige aftaler er hurtigt glemt, når sansesystemet overvældes.

24. december – verdens længste dag

Samme grundregel som ovenfor: Prep and Plan.

Lav en plan i god tid, gerne sammen med dit barn, hvis det giver mening. Aftal hvem der står for maden, hvem der kigger efter børnene og hvornår I hver især har tid til at blive klar med tøj og hår og borddækning. Juleaften byder i de fleste familier på en lang to-do liste, men også på forventning – eller uro og ængstelighed - og i hvert fald på lidt mere adrenalin i blodet hos både børn og voksne end normalt. Læg beroligende aktiviteter ind, som kan hjælpe jer gennem dagen. Et langt karbad og en rolig gåtur i skoven får nervesystem og vejrtrækning i ro. Det gør en lang krammer og Disneys Julesjov også. Tænk over om børnene skal have en ekstra eftermiddags-snack, de færreste børn bliver bedre til at holde jul af at være for sultne og sukkerkolde.  Kodeordet er: Lav en plan, som skaber overblik og tryghed - og gør den visuel og tilgængelig for alle i familien.

Julemiddagen

I bund og grund er det julemiddagens vigtigste formål, at bringe os sammen og spise noget vi nyder. Og præcis som vi er det er forskelligt, om vi nyder yoga, løb eller en lur på sofaen – er det også vidt forskelligt hvad vi nyder at spise. ALLE har ret til julemad som rent faktisk bringer nydelse og ro, så måske skal din juleand, rødkål og waldorfsalat have selskab af et par kyllingenuggets og en gang pomfritter i år?  Den er god nok: Pomfritter er julemad, hvis de spises i julen J

HVIS du føler dig modig og gerne vil have, at dit barn spiser med af den traditionelle julemiddag, så husk forberedelse. Kig evt. på billeder af julemad, snak om hvad I måske tør smage på i år og lav og smag nogle af retterne i løbet af december. På den måde kan I smage på sukkerkartofler, ris a la mande eller rødkål på en fredelig tirsdag uden tids- og forventningspres. Så er det lidt nemmere at smage igen d. 24. Overvej også hvor dit barn skal sidde ved bordet – det kan være godt at have en plads for enden af bordet eller ind mod en væg, så der ikke er mennesker på begge sider. Ligeledes kan det være en god idé at dække julebordet i god tid og måske prøve at spise ved det et par gange – særligt hvis I d. 24. skal sidde anderledes end I plejer.

Dans om træet

Vi siger det igen: forbered jer. Kig f.eks. på YouTube og find videoer af familier der danser om juletræet – eller endnu bedre; find jeres egne billeder og videoer fra sidste år. Vis dit barn, hvad der venter – eller mind dem om det. Helst i (levende) billeder.

For nogle børn med autisme, kan det dog - trods forberedelse - være en ganske forfærdelig oplevelse, at høre sin familie synge julesamlerne, især hvis ikke alle synger helt rent. Overvej derfor om I skal synge akkompagneret af en jule-CD eller YouTube. Hvis jeres julesang støttes at musik og professionelle stemmer, lyder det (måske) lidt bedre og er nemmere for jeres særlige barn at være med. Aftal meget gerne på forhånd hvilke sange der skal synges – og rækkefølgen. Hver sang kan have sit eget ikon, så selv små børn kan være med til at vælge. For nogle er det allerbedste at få høreværn på, mens der synges – eller helt at droppe dansen rundt om træet. Endelig kan I lave en fleksibel løsning, hvor nogle danser og synger, mens andre tager en iPad-pause på værelset. Jeres jul – jeres regler, men det er klogt at aftale på forhånd. 

Gaver

Julens højdepunkt – eller skrækscenarie. For nogle børn med særlige behov er det frygtelig utrygt at skulle åbne en gave, uden at vide hvad der er i. For andre er det SÅ spændende at, det tager al fokus og ro hele dagen. Så hvad gaverne angår er vores bedste råd – at gøre det, som er det bedste for JER. Måske skal dit barn vide, hvad der er i gaverne, det er god autisme-stil og noget familien skal vide. Måske skal gaverne slet ikke ligge og friste under træet allerede fra om eftermiddagen. Måske skal dit barn have lov at åbne sine gaver i fred og ro inden I får gæster. Hvad end der gør julen god og glad – gælder. For nogle børn kan det føles trygt og dejligt, at I på forhånd øver hvordan man kan sige tak for en gave – også hvis man får en, man ikke er så glad for. Det at have en indøvet sætning klar i gavesituationen kan være med til at reducere stress og usikkerhed – også for forældre.

Pakkeleg

Den gode gamle dyst, hvor I med stor passion, snyd og høje udbrud kæmper om chokoladejulemænd, rensdyr-gevirer i plys og andre livsnødvendigheder – og så endda på en måde, hvor I man både skal stjæle og skynde sig – og hvor fem ud af seks slag statistisk betyder nederlag. Det giver ikke den helt store mening i en systemelskende og rationel autismehjerne, så prøv evt. vores version: Fremstil jeres egen terning, brug f.eks. en almindelig terning og sæt hvide labels på hver side af den. Tegn eller skriv en aktivitet på hver side af den nu helt hvide terning f.eks.: hæng en kugle på træet, spis en pebernød, giv en highfive, ræk tunge, spis en karamel og på én side: åbn en gave. På den måde bliver alle slag ’gode’ eller sjove og fokus kan være på hyggen og samværet. Spil helst uden tidspres og aflys måske den runde hvor man må stjæle gaver fra hinanden – det kræver meget af dit særlige barn at lære de sociale regler, nogle gange endnu mere, at skulle bryde dem.  

Bagdør

Julen kan blive for meget for enhver - og enhver jul bør have en bagdør, i hvert fald en symbolsk en. Find ud af hvordan dit særlige barn bedst og mest effektivt kan sige fra (eller til) hvis julen bliver for meget. Måske skal I aftale et enkelt ord, et hemmeligt tegn eller lave et lille kort, som betyder ”jeg har fået nok”. En ting er sikkert, hvis børn ikke ved hvordan de kan ’sige fra’, vil de på et tidspunkt ’skrige fra’. Og det er forståeligt, men unødvendigt. Julen kan være voldsom og vidunderlig, den stiller store krav til hjerner som elsker ro og rutiner og som let overvældes. Gør det nemt, at gøre det rigtige – det kan være ganske sejt at have et lille ”Jeg har brug for pause”-kort i lommen, som kan tages frem i tide. Måske er der flere i familien, som skal have et?  ;-)  

Fra alle os til alle jer – hav en velforberedt, visualiseret og dejlig jul.

 

Du kan læse mere om vores hjemmetræningstilbud ved at trykke på dette link.