Musik taler til vores krop og sind. Den kan sætte en stemning, vække opmærksomhed og motivere os til at indgå i sociale relationer. I Specialrådgivningen bruger vi musikterapi til at opnå kontakt og samspil med børn med komplekse udfordringer for at støtte deres udvikling.

img_6879.jpg

De børn, som vi møder i Specialrådgivningen, har ofte svære fysiske, kognitive og kommunikative vanskeligheder. Det kan være børn med betydelige funktionsnedsættelser som multihandicap eller svær autisme. Børn, som har svært ved at udtrykke sig, holde koncentrationen og indgå i sociale relationer. Ofte har de også problemer med at bearbejde sanseindtryk. For de børn har brug af musik i musikterapi en unik evne til at skabe kontakt.

“Musikterapi styrker barnets evne til at kommunikere, koncentrere sig, håndtere følelseslivet og indgå i fællesskaber med andre børn. Det kan give børn med komplekse vanskeligheder en livsglæde og følelse af at mestre noget, som er med til at løfte den samlede indsats” siger musikterapeut i Specialrådgivningen Lise Krarup Kristiansen.

Vækker lysten til at indgå i samspil 

Det særlige ved musikterapi er, at musikterapeuten arbejder med at vække barnets lyst til at være sammen med andre. Når vi synger, spiller eller lytter i fællesskab, er det med til at knytte os tættere sammen. Hvis børn har svært ved at indgå i sociale relationer, er musik derfor et stærkt middel til at opnå kontakt. I musikterapien opstår et nonverbalt samspil mellem barnet og musikterapeuten, hvor det er relationen, der er i centrum. Når først den gode kontakt er etableret, er det muligt at sætte ind på mange forskellige udviklingsområder. 

Musik kan være med til at styrke barnets regulering, fx ved at skulle skifte mellem at spille højt og lavt. Den kan styrke barnets sociale kompetencer ved at skulle vente på tur og indgå i samspil. Og så kan musikken sætte gang i både krop, motorik og koordination. Ikke mindst har musikken en særlig evne til at fremkalde følelser, løfte en stemning eller skabe ro i barnets hverdag, der ofte er præget af mange udfordringer. 

Musikterapiens metoder og praksis

Når et barn bliver henvist til Specialrådgivningen med svære kommunikative vanskeligheder, vil en musikterapeut foretage en vurdering af, hvorvidt musikterapi er et egnet tilbud for barnet. Det sker gennem forskellige musikaktiviteter, hvor musikterapeuten observerer, hvordan barnet reagerer. Vi kan blandt andet arbejde med improvisation med stemme og instrumenter, hvor musikterapeuten inddrager barnets egne lyde, bevægelser og initiativer i musikken. Vi kan også anvende sange, musiklege, dans, bevægelse og rytme samt musikaktiviteter i grupper. 

Hvis det viser sig, at musikterapi har en positiv effekt på barnet, vil vi i tæt dialog med forældre og kommune udarbejde et individuelt forløb for barnet. Musikterapien kan enten foregå i IKHs lokaler eller i barnets eget miljø, og være en del af et enten monofagligt eller tværfagligt forløb.

 

Støtter barnets udvikling i hverdagen

De seneste år er vores musikterapeuter også blevet en vigtig del af flere tværfaglige tilbud for kommuner rundt i landet. Det er både gennem Specialrådgivningen, men også Specialrådgivningen for VISO, hjemmetræning og det børnepalliative tilbud FamilieFOKUS. Her kan musikterapeuterne være med til at sætte ind i forhold til forældre, søskende og børn, samt vejlede forældre og fagpersoner i, hvordan de bedst kan bruge musik i deres daglige liv. 

Desuden kan musikterapeuternes observationer og betragtninger over det, der sker i musikterapien, danne baggrund for en rådgivning omkring tiltag, der kan støtte barnets samlede udvikling. Musikterapi bliver på den måde “oversat” til rammer og aktiviteter, der skaber værdi i det enkelte barns hverdag.