Som ordblind studerende kan det være en udfordring at gennemføre en videregående uddannelse, men Hannah Christensen fik hjælp til at komme sikkert igennem pædagoguddannelsen på trods af sin ordblindhed.

For to år siden var Hannah ikke klar over, at hun var ordblind. Hun oplevede problemer med at læse og stave, men havde alligevel klaret sig godt igennem gymnasiet uden hjælpemidler. Det gik først op for hende, at det var nødvendigt at søge efter hjælp, da hun startede på pædagogstudiet.

Hannah.jpg

Hverdagen som ordblind studerende

På pædagogstudiet blev Hannah mødt af enorme læsemængder, skriftlige tests og store eksamensopgaver. Med over 50 siders læsning til hver dag kunne hun umuligt nå det hele. Derfor endte hun hurtigt med at føle, at hun ikke var en deltagende del af undervisningen.

I gruppearbejde og mindre opgaver klarede hun sig godt, men det blev svært at skrive de større individuelle eksamensopgaver og gennemføre skriftlige tests under tidspres. Så Hannah endte med at søge hjælp hos sin studievejleder, der kunne henvise hende til en ordblindescreening. Denne test blev nøglen til at få den rigtige hjælp.

“Det var en enorm lettelse endelig at få afklaret, at jeg rent faktisk var ordblind. Jeg havde haft ekstra dansktimer siden 1. klasse, men blev alligevel ved med at hænge lidt bagefter de andre, så jeg vidste jo godt, at der måtte være noget galt - og nu gik den ikke længere” siger hun.

Studiestøtte og stærkt samarbejde

Som ordblind studerende havde Hannah nu muligheden for at søge studiestøtte gennem statens SPS. Hun blev tildelt IKT-hjælpemidler, der kunne hjælpe hende med at stave og læse op på computeren. Samtidig fik hun stillet 20 timer pr. semester til rådighed med en læse-skrivekonsulent på IKH.

Læse-skrivekonsulent Mona Lund Markussen kunne bl.a. hjælpe Hannah med de større skriftlige opgaver på studiet og vejlede i forhold til kommatering, bøjninger, stavning og formuleringer. Det betød, at Hannah nu kunne formulere sig tydeligere på skrift og ikke blev begrænset i at udtrykke sine reelle faglige kompetencer på grund af sin ordblindhed.

“Jeg har haft et super godt samarbejde med min læse-skrivekonsulent Mona. Hun er altid tilgængelig og meget fleksibel, så vi kan mødes, når det er nødvendigt og passer ind i mit skema. Samtidig er hun god til at formulere sig og tilgå mine vanskeligheder, så jeg forstår hende og føler mig forstået. Jeg er altid tryg i hendes nærvær og aldrig bange for at fejle sammen med hende” siger Hannah.

Det nytter virkelig at søge hjælp

Efter Hannah blev tildelt SPS, kunne hun mærke store fremskridt på studiet. Hun forstod pludselig stoffet og pædagogfaget på en helt anden måde, og det viste sig også i hendes karakterer, hvor hun fik det første 12-tal. Samtidig fik hun en meget større selvtillid til at turde deltage på studiet i stedet for at gemme sig på bagerste række i klasselokalet.

“Jeg er blevet meget mere bevidst om mig selv og afklaret med min dysleksi. Hvor jeg før var i en krise og ikke vidste, om det var pædagogstudiet, som jeg ville, har jeg nu fået mod på at deltage aktivt i undervisningen, fordi jeg ved, at jeg ikke er dum. Så set i bakspejlet nytter det virkeligt at søge om hjælp” siger hun.

På grund af den rigtige studiestøtte og en god portion gåpåmod kan Hannah nu kalde sig færdiguddannet pædagog til sommer og er klar til at indtage jobmarkedet på lige fod med andre.

Vil du vide mere om vores tilbud til studerende med ordblindhed og læsevanskeligheder? Læs mere på vores hjemmeside her.