Børn med verbal dyspraksi er et komplekst fagfelt, som har været diskuteret blandt både fagpersoner og forældre siden Socialstyrelsen sidste år udgav en forløbsbeskrivelse på området. Men hvordan arbejder vi med diagnosen på IKH? Og hvad kræver det at tilrettelægge en vellykket tværprofessionel indsats for disse særlige børn?

I Specialrådgivningen for VISO (IKH) arbejder logopæd Tine Pilegaard Juul og ergoterapeut Mette Balslev i samarbejde med det øvrige team med tværfaglig tilgang til udredning af førskolebørn med eller med mistanke om verbal dyspraksi. De har et specialiseret kendskab til diagnosen og indblik i særligt komplekse sager.

Mange differentialdiagnoser og høj grad af komorbiditet

Diagnosen verbal dyspraksi er ofte meget svær at stille. Det skyldes blandt andet dens store kompleksitet (fysisk, psykisk og socialt), differentialdiagnoser og høje grad af komorbiditet. Når logopæder får henvist et barn med store udtalevanskeligheder, er der tre overordnede differentialdiagnoser, som de skal forholde sig til; dysfonologi, verbal dyspraksi og dysartri.

Formålet med den logopædiske undersøgelse er først og fremmest at skelne mellem de tre diagnoser for at kunne udvælge den rigtige intervention. Alle tre vanskeligheder kan vise sig som svært forståelig tale. Forskellen ligger i, hvor i taleprocesseringen barnet er udfordret. Børn med verbal dyspraksi vil have svært ved at producere lydene, fordi der er vanskeligheder med at planlægge. Der findes ikke en enkelt undersøgelse, som kan påvise verbal dyspraksi. Derfor må logopæden gå systematisk til værks for at skelne mellem de tre diagnoser.

Fokus på motoriske og oralmotoriske udfordringer

Hvis logopæden får en hypotese om verbal dyspraksi, er det nødvendigt at undersøge barnets motoriske forudsætninger for tale og motoriske planlægning generelt. Fysio- og ergoterapeuten ser på barnets forudsætninger for tale, som oralmotorik, den kropslige sammenhæng og sansebearbejning. Det sker ofte, at talen kommer til at fylde så meget, at hverken forældre eller fagpersoner har fået øje på de motoriske eller oralmotoriske vanskeligheder. Her kan fysio- og ergoterapeutens undersøgelse være med til at kvalificere en hypotese om verbal dyspraksi.

Det kan også være relevant at inddrage en psykolog for at belyse barnets kognitive forudsætninger og ressourcer. Børn med verbal dyspraksi kan nemlig have indlærings- og adfærdsmæssige vanskeligheder, som bør betragtes som komorbiditeter frem for en integreret del af dyspraksien. Det kan blandt andet dreje sig om autisme og ADHD. Her er det nødvendigt at have fokus på, hvordan vanskelighederne spiller sammen for at planlægge en vellykket indsats.

Tværproffesionel tilgang styrker indsatsen

Allerede ved mistanke om verbal dyspraksi bør man ifølge Socialstyrelsens forløbsbeskrivelse arbejde med udgangspunkt i principperne for motorisk læring. De motoriske læringsprincipper træner hjernens evne til at planlægge og automatisere talebevægelserne. Det handler om at øve bevægelserne, der danner lyde. Børn med verbal dyspraksi har brug for en intensiv indsats med mange gentagelser. Men verbal dyspraksi kræver altid en individuel tilrettelagt indsats, som tager hensyn til det enkelte barns læringssituation og eventuelle komorbiditeter.  

I Specialrådgivningen for VISO bliver alle sager behandlet ud fra en tværprofessionel tilgang. Det sikrer en bred forståelse for barnets udfordringer og ressourcer, og gør det muligt at planlægge en helhedsorienteret indsats. Typisk tager flere fagligheder ud sammen for se barnet, det kan fx være, at logopæden holder kameraet, mens ergoterapeuten gennemfører en oralmotorisk undersøgelse. Det giver et helt særligt indblik at kunne se det samme samtidigt - og kunne diskutere og evaluere det ud fra forskellige fagligheder efterfølgende.

Logopæd Tine Juul Pilegaard og ergoterapeut Mette Balslev oplever, at den tværprofessionelle tilgang giver dem en fælles forståelse og forklaring, som altid står stærkere - især når det gælder komplekse diagnoser som verbal dyspraksi - både fordi de kan spille faglighederne op af hinanden, og fordi de kan være med til at underbygge hinandens hypoteser. Men de mener også, at det kræver, at man er villig til at sætte sin egen profession i spil i håb om at kunne dele af sin viden til andre og få noget tilbage fra en anden fagruppe, der kan gøre én klogere.