På IKH får vi oftest god feedback både fra borgere og samarbejdspartnere. Men ligesom de fleste andre organisationer, som har mange berøringsflader, oplever vi også, at der kan opstå misforståelser, at kommunikationen glipper eller at noget kunne have været koordineret bedre.

Det har vi besluttet at arbejde med i 2018. Vi inddrager i løbet af året kommuner og borgere i en proces, hvor vi kortlægger de processer og kontaktpunkter, som tilsammen danner borgerens oplevelse af forløb, der kan involvere både hospital, IKH og flere kommunale forvaltninger.

Workshops med fokus på borgerens rejse mellem sektorer 

Formålet med at kortlægge borgerens rejse mellem sektorer er at blive klogere på, hvordan IKH, sammen med kommunerne, skaber de bedste og mest effektive forløb. Vi har særligt fokus på kommunikation, koordination og samarbejde med det udgangspunkt, at alle gerne vil bidrage til, at borgerne oplever sammenhæng i overgangen mellem hospital, IKH og kommune.

Silkeborg og Skanderborg Kommune har deltaget i de første workshops, hvor vi blandt andet har afdækket, at vi stadig kan blive skarpere på koordinering og overlevering af viden til de rette i kommunen. Vi kan også se, at vi kan blive bedre til at beskrive vores måde at arbejde på, ydelserne og vores medarbejderes specialisering.

Foto workshop med kommune

Borgerne bliver også inddraget i processen

For at sikre, at borgernes perspektiv og oplevelse af et forløb på IKH også bliver repræsenteret, afholder vi også workshops, hvor borgere og medarbejdere kortlægger forløbene - igen med fokus på kommunikation, samarbejde og koordination. Ved at inddrage borgerne i processen håber vi at blive skarpere på, hvordan vi skal kommunikere og koordinere, så borgerne bliver inddraget mest muligt i forløb, der har til hensigt at give dem de bedste betingelser for at deltage aktivt og på lige fod i samfundet. 

Nye måder at beskrive og kommunikere ydelserne på 

Den viden, som IKH får ved at være i tæt dialog med både vores samarbejdspartnere og de borgere, som benytter sig af vores tilbud, skal bruges, når vi tilrettelægger, beskriver og kommunikerer vores ydelser.

Vores håb er, at vi igennem processen bliver opmærksomme på eventuelle blinde pletter - og at vi sammen kan blive klogere på, hvad vi gerne vil have mere og mindre af i samarbejdet med både kommuner og borgere om at skabe gode effektive forløb.

Vil du være med?

Kunne du tænke dig at være med i en workshop?

Vi er interesserede i at lave flere kortlægninger med både borgere, pårørende og samarbejdspartnere. Skriv eller ring til Gerd Hultberg.

Gerd Hultberg

Ansvarlig for kommunikation & kursusaktiviteter

 

Tlf 21 17 91 64

Tilmeld dig nyhedsbrev


IKH har nyhedsbreve til børne- og voksenområdet. I nyhedsbrevet kan du læse om ydelser, kurser, temadage - og holde dig opdateret på den nye viden vi producerer og indsamler.

 Tilmeld dig nyhedsbrevet her.