En del sclerosepatienter oplever, at stemmen føles svækket, og at folk beder dem om at tale tydeligere eller højere. Men hvordan hænger det med stemmen sammen med at have sclerose? og hvor henter sclerosepatienten hjælp, når stemmen begynder at svigte?

Det ved logopæd Benedicte Vestbo en hel del om. Hun er nemlig en af IKHs specialiserede logopæder på lige netop sclerose. Og det er ofte hende, der tager i mod, når en sclerosepatient er blevet henvist til IKH for at få hjælp med stemme og tale.   

Det handler om at trække vejret 

Sclerosepatienter og deres behandlere er meget opmærksomme på hurtigt at få gang i fysisk træning med for eksempel fysioterapeut.

De oplever en lindring eller bedring af deres symptomer, men den fysiske træning hjælper ikke, når det føles som om talen er gået i stå.

Fysioterapeuten har ikke nødvendigvis fokus på vejrtrækningens betydning for stemmen. Derfor kan hjælp fra en logopæd være nødvending, hvis patienten skal opleve at stemmen og talen bliver forbedret.

 

Mange tror, at problemer med manglende tydlighed, stemmens styrke eller stakåndet udtale handler om tale- og stemmevanskeligheder eller svigtende kognitive evner. Men det handler ikke kun om at lære at udtale ord eller at skrue op for stemmen, når sclerosepatienten skal igennem et forløb.

Det handler om at lære at trække vejret og om at lære at tale på udåndingen. Træning hos logopæden har fokus på:

  • At styre vejrtrækningen
  • At trække vejret helt ned i maven
  • At lære at tale på en udånding.

Og jo hurtigere man kommer i gang med et forløb, jo bedre kan logopæden hjælpe.

Mere velvære i hverdagen

Benedicte oplever ofte, at patientenerne gennem træning af vejrtrækning og at lære at tale på en udånding opnår en større følelse af velvære i hverdagen. Derudover har de lettere ved at være i både sociale og arbejdsmæssige sammenhænge, hvilket er vigtig når man har en kronisk sygdom, der i forvejen sætter begrænsninger for, hvad man kan og ikke kan deltage i.

Sådan kommer man i gang med et forløb

For at blive henvist til et forløb ved IKH skal man igennem den kommune man er bosiddende i. IKH har abonnementsordning med Odder, Skanderborg, Silkeborg og Aarhus Kommune. Andre kommuner kan vælge at købe et forløb gennem vores tilkøbsordning. Læs mere om og bestil et forløb under vores tilbud til voksne med hjerneskade.

Anbefalet litteratur 

Vil du gerne vide mere om Sclerose og stemmevanskeligheder? Så anbefaler Bendicte, at du læser:

Expiratory Muscle Strenght Training: Speech Production Outcomes in Patients with Sclerosis, Chiara, T. et al., Neurorehabil Neural 2007, 21:239-249.

Reduced breath support in a speakter with dysarthria secondary to multiple sclerosos: Its impact on conversational speech, Ben Rutter, JIRCD (online) ISSN 2040-512X, VOL 4.1, 2013, 27-44.

Fakta om Sclerose

Sclerose er en kronisk sygdom, der angriber centralnervesystemet. Næsten 14.500 danskere har i dag sclerose. Omkring 600 mennesker får hvert år stillet diagnosen, og to ud af tre er kvinder. Kilde: https://scleroseforeningen.dk/fakta-om-sclerose